fredag den 3. oktober 2014

Fredag d. 3. oktober


I dag har vi været meget tidligt oppe. Vi stod alle op ca. klokken 03:00, for vi skulle med bussen klokken 04:00. Turen ind til lufthavnen fra Reykjavik var meget stille, alle var trætte. Da vi kom i lufthavnen fik vi afleveret vores bagage og kom hurtigt ind og fik morgenmad. Herefter gik der ikke længe før vi skulle boarde og i flyet. Flyturen var præget af meget turbulens, det fik mange af os til at være utrygge, men vi fik alle vist en lille morfar. Da vi var landet fik mange af os en tiltrængt hotdog. Vi var også meget imponerede over, hvor varmt der var i Danmark, eftersom vi kun har haft regn og blæst på Island. Vi har vist aldrig sagt, at vejret i Danmark er godt/dejligt, men det sagde vi i dag. Nu har vi en lang togtur frem ca. 4 timer, og bagefter en togtur til Skive fra Århus. Efter en rigtig god tur, på nær vejret, glæder vi alle os til at komme hjem til de savnede. Tak for en god tur 3i1!


Kristina, Emma Emilie, Julie 

torsdag den 2. oktober 2014

Torsdag d. 2/10


Vi stod tidligt op torsdag morgen, og spiste morgenmad på vandrehjemmet, som vi plejer. Herefter tog vi med bus til det sted, hvor vi skulle ride på islandske heste. Hestene var søde, og ingen blev smidt af. Guiderne var også gode til at vejlede dem, som ikke havde prøvet at ride før. Da vi alle havde fået en hest, og var begyndt at ride, startede det med at regne og det blev rigtig koldt til sidst. Heldigvis havde vi smart orange regntøj på. Det holdte regnen ude, og gjorde, at vi alle lignede hinanden. Naturen var smuk, og det var en god oplevelse alligevel. 

Da vi kom tilbage til vandrehjemmet, fik vi noget at spise, og gik i bad.  Klokken 14 fulgtes vi alle via taxi ud til et stort shoppingcenter, hvor vi fik shoppet. Vi havde aftalt fællesspisning om aftenen, så klokken 18 tog vi en taxi igen, og kørte ind til byen. Vi spiste på K-bar som ligger midt i Reykjaviks hovedgade. Det var sjovt at spise der, fordi vi i vores AT-forløb har læst noget af romanen 101 Reykjavik, hvor stedet også bliver nævnt. Efter vi havde spist, tog vi tilbage til vores værelser, så vi kunne pakke og blive klar til at rejse kl. 04:00 næste dag.

Caroline, Ida og Line



onsdag den 1. oktober 2014

Onsdag d. 1. oktober



Endnu en regnvejrsdag ventede os, da vi onsdag morgen skulle starte dagen ud med at besøge et islandsk gymnasium. Vi blev venligt modtaget af skolens rektor, og han gav os en kort gennemgang af skolens struktur og traditioner. Klassen blev delt op i tre grupper, hvor nogle skulle høre om danskundervisning, historieundervisning på engelsk og en time med islandsk. Dem af os, som skulle høre om historieundervisning på engelsk, observerede en almindelig undervisningstime med elever og en underviser. Det var en meget speciel oplevelse, timen var meget ustruktureret, og der var ikke meget respekt for læreren, dog var det alligevel en interessant oplevelse med mange nye indtryk. Efter skolebesøget drog vi videre til landets nationalmuseum. Her spiste vi en kort frokost, hvorefter vi fordybede os i den islandske historie. På Nationalmuseet kunne man betragte Islands historie, og hvorledes globaliseringen har påvirket det nutidige Island. Senere fik vi lidt fritid, som vi fik udnyttet til en masse shopping. Herefter sluttede vi aftenen af med fællesspisning på en hyggelig fransk restaurant, hvor der var lidt for enhver smag.

Anna, Kathrine og Alberte.